Familieterapi skal ikke forveksles med forældrerådgivning, selvom sessionerne nogle gange kun involverer forældrene. Terapien fokuserer mindre på konkrete redskaber og mere på en nænsom udforskning af relationer og mønstre.
Et centralt udgangspunkt i familieterapi er, at forandring sker gennem måden, vi er sammen på – det er vores mønstre, ikke ‘den anden’, der skal ændres. Selvom det kan føles, som om én person i familien skaber udfordringerne, er det sjældent tilfældet. Ofte vil denne ene person bære symptomerne og fremstå som ‘problemet’. Dette skyldes, at denne reagerer følelsesmæssigt på familiens uskrevne normer og værdier, og den reaktion bliver let misforstået. For eksempel kan frustration ligne vrede, selvom det i virkeligheden kan være sorg over en følelse af svigt. Vores egne frustrationer kan få os til at opfatte det som et problem, der er knyttet til den bestemte person, og denne kan uretfærdigt blive familiens ‘syndebuk’ eller ‘sorte får’.
Hvis vi ser problemet som noget, der kun handler om én persons tanker, følelser eller opførsel, kan det føles uden for vores indflydelse – vi tænker, at det er op til ‘den anden’ at ændre sig og så vil problemet forsvinde. Men problemet ligger i samspillet mellem os – i vores relationer og kontakt til og med hinanden. Ubehandlede konflikter vokser, og med tiden giver de mere afstand i familien.
I familieterapi skaber vi et trygt rum, hvor jeg fungerer som oversætter og hjælper jer med at sætte ord på samt reflektere over egne og hinandens følelser, tanker og adfærdsmønstre. Terapien inviterer til forandring gennem refleksion og forståelse. I en løst struktureret proces arbejder vi på at opnå større harmoni gennem indsigt i både sig selv og de mønstre, der binder familien sammen. Målet er at gøre det klart, at alle bidrager til måden, vi er sammen på, og med denne indsigt kan mønstrene ændres, så I kan opnå større nærhed og bedre kontakt.
Skab en positiv forandring for familien
Oplever I udfordringer i familien, kan jeg hjælpe jer med at forbedre kommunikationen og styrke relationerne. Kontakt mig for en fortrolig samtale.