Når krisen kradser, så vær kreativ
Det siges, at livet begynder, når man er modig og springer ud i noget nyt
Jeg er ikke rigtig klog på det med renter, inflation, investering eller økonomi i det hele taget. Jeg ved mest om det med, hvordan vi har det og jeg er blevet virkelig opmærksom på, hvor meget den økonomiske krise oven på 2 år med corona påvirker mange familier.
Rigtig mange er i 2022 blevet nødt til at ændre vaner, gøre noget andet end det, de plejer, leve med en øget opmærksomhed på, hvad tingene koster og at spare. Økonomien har trukket fokus fra andre temaer i de små hjem. Det er ikke entydigt, hvordan det påvirker børn og familiers trivsel og deres mentale sundhed. Det er dog tydeligt, at mange vælger den privatpraktiserende psykolog fra. Har man ikke en sundhedsforsikring, der dækker psykologbehandling, må denne vige for fx varmeregningen.
Måske søger færre hjælp, fordi vi nu træder et trin ned af behovspyramiden, måske flere ’tager sig sammen’. Det bekymrer mig, at et stigende antal børn og familier, der ikke trives, har ringere mulighed for at søge hjælp pga. omkostningen. Har man ikke en sundhedsforsikring, er det en voldsom udgift at søge hjælp hos privatpraktiserende psykologer. Jeg ved, at mange ikke ønsker at involvere flere end højest nødvendigt, når det knager med barnets trivsel.
Mange blander i udgangspunktet helst kommunen uden om. Trods det, at der i efterhånden mange årtier har været aftabuisering om psykisk sygdom, ligger der stadig en skam forbundet med at have børn (eller sig selv) i mistrivsel. Det er vanvittigt vanskeligt at ryste denne skam af sig, da mange tænker, at der vil blive set ned på dem, hvis de ikke lever op til billedet af den velfungerende familie. Det bliver en yderligere byrde, når det i forvejen er svært at klare hverdagen med hovedet oven vande, eller et stoisk smil til verden.
Jeg vil dog alligevel med dette skriv opfordre forældre til børn i mistrivsel om at kontakte gratis tilbud. Det kan være i kommunen, hvis I ikke kan finde hjælp i jeres netværk eller hos egen læge. Ræk ud, når I oplever, at jeres barn tækker sig fra fællesskaber, bliver mere indelukket eller reagerer mere udad end før! Der er altid en eller flere virkelig gode grunde til, at et barn mistrives og det skal ikke ignoreres eller ’opdrages’ væk. Årsagerne er i langt de fleste tilfælde at finde i et samspil mellem barnets egen psyke og dets nære relationer, samt en mulig arvet sårbarhed for psykisk sygdom i familien. Og der er hjælp at hente.
ALLE kommuner har en familierådgivning og alle i Danmark har en sagsbehandler, som bliver tildelt, når man opgiver sit cpr nr. Kommer hjælpen så med det samme? Nej, formentlig ikke, men så er I da et skridt tættere på, giv ikke op. Kig på din kommunes hjemmeside og se, hvilke tilbud der er, hvor du bor. Mange kommuner har skilsmissegrupper, angstgrupper (cool kids) pårørendegrupper eller andet. Der er også mulighed for at hente hjælp i NGOer som fx Psykiatrifonden, der både har grupper og en telefonrådgivning bemandet af dygtige fagpersoner.
Mit ønske for 2023 for familier med børn i mistrivsel er, at I tør hoppe ud i at søge hjælp, hvor den er at finde, når behovet opstår og at I ikke venter for længe.