Når englebassen får en søskende
Når den førstefødte bliver én af flokken – sådan gør du det nemmest muligt for alle
At gå fra at være en lille familie på tre til en familie på fire er normalt en kæmpe omvæltning for alle. Den lille guldklump har været omdrejningspunkt for forældrenes udelte opmærksomhed i hele sin levetid og skal nu til at dele med en skrigeballon, som af uforklarlige grunde optager forældrene meget. Pludselig er førstefødte ikke særlig charmerende, når han eller hun kaster med legetøjet eller ikke vil spise sin yoghurt og det giver anledning til skældud og irettesættelser, hvor det før var et lille stykke pædagogisk arbejde, som de i ro og mag fik redt ud. Der var ingen deadline, for der var ikke andres behov at dække.
Den nye virkelighed for storesøster eller storebror vil påvirke barnet forskelligt afhængig af deres alder. Det ældre barn ved jo mere og vil forstå, at de til tider må udsætte egne behov. Jo længere tid barnet har haft til at få skabt en tryg tilknytning til de voksne og lært at klare sig selv, des bedre vil det være i stand til at lege alene med ro på systemet, mens babys behov bliver dækket.
Tumlingen eller barnet op til to år, der skal være storesøster eller storebror, har pga deres udviklingstrin og hjernens begrænsede forståelse af empati og impulskontrol svært ved at behovsudsætte. De har ikke den hjernemæssige kapacitet til at begribe, at de skal vente og tilsidesætte egne behov, når den lille skriger på mad eller en ren numse og de har bestemt heller ikke lyst. Det kan give voldsomme konfrontationer og konflikter, hvor den i forvejen pressede forælder kommer til at have for store forventninger og dermed i sin egen oprørte eller frustrerede tilstand kommer til at sige og gøre ting, forvente en adfærd, som barnet ikke kan leve op til.
Hvad gør man så?
Der er tre hovedpunkter hvor man kan sætte ind: Hierarkiet, anerkendelsen, grænserne.
Hierarkiet
I et hvilket som helst sundt fungerende system er der et tydeligt hierarki. I en familie er den nyfødte nederst i hierarkiet, også selvom man intuitivt skulle tro noget andet. Den nyfødte er kommet til i en familie, hvor der i forvejen er roller, der er udfyldt. Den lille ny presser sig ind på noget af pladsen og skal have skabt sin egen plads med de voksnes hjælp. De skal tillade barnet at få den plads, der er tilbage, som kan undværes både fra dem selv og de ældre børn. Det er måske ikke særlig meget det kan få, men lille ny skal ikke have dén plads, som ældsten havde før, for så skubbes nr 1 nedad til at ligge i bund. Og så har vi balladen. Man skal bestemt ikke undervurdere kræfterne i den eksistentielle trussel imod at blive udstødt af flokken. Det lyder måske som store ord og selvfølgelig er det ikke tanker hos det lille barn har, men førbevidste følelser, der intensivt dukker op og det er værd at bære i mente, når man som forældre til en lille ny og en der er lidt større, kommer til at skælde ud, for det er ren afvisning.
Anerkendelsen
Hvad betyder det; det betyder selvfølgelig at alle den nyfødte behov skal dækkes, men det skal ikke være på bekostning af dem, der kom før, det vil sige det ældre barn. Den førstefødte har ikke ønsket sig en ny søskende, det er forældrenes behov. Derfor skal den ældre ikke presses til at synes, at den lille ny er helt fantastisk, når det den lille ny i virkeligheden gør, er at fratage noget som barnet før havde for sig selv. Den førstefødtes behov skal dækkes først, fx behov for kontakt, nærvær, at åbne en banan, blive hjulpet op på en stol, selvom baby kalder på opmærksomhed. Fordi det lille barn ikke kan forstå, at de skal vente og blive tilsidesat, er den bedste strategi at indtænke den 3-trinsraket som virker så godt for børn og voksne i alle aldre. Spejle – sige, det du ser. Anerkende – benævne den følelse, du tænker. Retningsanvise – fortsætte linjen, som du stak ud, før konflikten og de store følelser kom frem.
Grænserne
Grænsesætning er nemt i fredstid men noget af det mest udfordrende, når der er følelser på spil. Når forældre skal have hverdagen til at hænge sammen, er det meget nærliggende, for at undgå konflikter, at slække på eksisterende krav og regler for at få ro og komme nogenlunde helskindet igennem dagen. Det er dog at gøre sig selv en bjørnetjeneste. For ved at slække på de tydelige gode grænser, der fungerer, bliver man utydelig og barnets tryghed truet, fordi de ikke ved hvad de kan selv forvente og hvor blev forudsigeligheden så af? Den forudsigelighed som er så vigtigt for at barnet trygt kan navigere i hverdagen. At skulle tage stilling på ny til ting, der før var irriterende måske, men en selvfølge, er forvirrende og følelsesmæssigt hårdt arbejde for det lille barn.
Key takeaways:
– En to-årig er ikke tilstrækkeligt udviklet til at forstå, at det skal tilsidesætte dets egne behov for den nye. Det er vigtigt at bevare pædagogikken og roen når ældsten er trodsig, bl.a. for at minimere den forskel han/hun oplever i forældrenes tilgang til barnet som følge af babys ankomst
– Forældrene skal gøre, hvad de kan i hverdagen for at bevare den stores plads i familiehierarkiet – han/hun skal ikke presses til at give baby kærlighed eller synes den er fantastisk
– De grænser, der blev sat for barnet før, skal bevares for at skabe ro og konsistens i dets tilværelse.