Hvor skal forældreskabet stå

– noget om ansvaret, der altid ligger hos den voksne

Også når det føles, som om barnet selv er ude om det, ligger ansvaret hos den voksne – det er aldrig børnenes skyld, når den voksne får store følelser!

Min mission har i årevis været at hjælpe forældre/familier, så børnene kan komme i trivsel. Hele mit virke som psykolog har børnenes sunde mentale udvikling som omdrejningspunkt. Det at være i trivsel, at have det godt, så børnenes hverdagsliv både hjemme og ude, giver gode muligheder for at barnet slipper for at tage ansvar for andre end sig selv. Fx at skulle regulere forældrenes følelser nedad i ophedede skænderier, så konflikterne stopper. Eller at overtage den voksnes bekymring og spille med på den adfærd, forælderens angst forlanger af barnet.

Du får det lige igen: Det er ALDRIG barnet, der har ansvaret for den voksnes følelser. Alligevel er det den mest almindelige dynamik og de mønstre der kommer til udtryk i hverdagen og som jeg hører om i terapien. Den voksne vil have et barn der skal gøre noget andet, så der bliver større harmoni og så vi kan hygge os. De får sjældent helt øje på deres egen rolle i konflikten, når de skælder ud, frustreres eller bliver afmægtige.

Nudging med store bogstaver – forælder; kig indad!

Hvis du læser dette som en opsang til de voksne, har du fuldstændig ret i, at det er sådan det forholder sig. Det er kærligt ment og det er for børnenes skyld.

Vores egen dårlige barndom, psykiske sygdom, stress eller følelse af at være udmattet, skilsmisse, konflikter på arbejdet, fejlslagne slankekur, fysiske sygdom, kroniske smerter, følelse af at livet bare går, egen forælders sygdom eller død, overgangsalder, utilfredsstillende ægteskab, og hvad du ellers tænker som årsagen til dit manglende overskud, din korte lunte eller dårlige humør, er kun undskyldninger.

Ræk ud efter hjælp hvis ikke du kan overskue at klare det selv . Selvfølgelig kan det være lammende skamfuldt at erkende, at man ikke har de fornødne kræfter, men er det alligevel ikke bedre at bide i det sure æble nu end have en dårlig relation til dit barn i årevis?

For en generation siden var det den voksne, der bestemte stort set det hele og barnet skulle rette ind og makke ret. Det var både i hjemmet og ude. Det var der ret meget dårligt at sige om og derfor har der været bølger af bevægelse mod at se barnet som et selvstændigt individ, med egne rettigheder. Godt for det!

Det er vigtigt at lytte til barnets perspektiv på deres egen situation og trivsel. Ikke bare her-og-nu, men på den lange bane for at give barnet en oplevelse af at have værdi.

‘Den sorte skole’ og det entydige patriarkat har vist sig at underminere meget af barnets selvværd og selvtillid, der ikke havde en stemme eller blev hørt. Der har været en lang bevægelse i modsat retning og inddragelsen af barnet er blevet synonym med det gode forældreskab. Barnet skal inddrages i beslutninger og mange daglige gøremål er blevet lystbetonet som mål. Der er ikke så mange skal-opgaver tilbage og man kan godt indrette sin dag, så det kan lade sig gøre at bruge en halv time på at få tøj på og komme ud af døren om morgenen. Det er der dog ingen, der vinder noget ved. Heller ikke det barn, der får en rolig start, for det får for meget ansvar for situationen, når det selv må bestemme.

Det er blevet langt mindre acceptabelt at være meget tydelig som forældre. Det moderne forældreskab fordrer, at man skal være anerkendende, forstående, se barnet behov og lytte til barnet. Ellers er man dømt gammeldags og en dårlig forælder. Det ser også ud til, at barnet ad den vej får styrket sig selv og bliver både socialt kompetent og roligt inden i.

Det er ikke det samme som at resignere og at vælge at gå på æggeskaller for at undgå barnets store følelser. Den voksne har ofte en ængstelse i de daglige gøremål, for meget af det der sker, skal foregå på barnets præmisser, så de ikke bliver for vrede, eksplosive på den ene side eller for ulykkelige på den anden. For den form for anerkendelse der munder ud i resignation og opgivenhed kommer ofte til at stå alene. Derfor kommer forældrene hos mig i frustration. For anerkendelsen kan netop ikke stå alene.

Tydelighed som forælder handler netop om at se barnets behov for ikke at have det fulde ansvar og at hjælpe barnet til at hvile i, at den voksne griber dem og har styr på tingene.

Forælderen skal bane vejen, men samtidig gå bagved barnet

Så forælderen skal både gå foran ved at vise vejen, som den gode rollemodel; gøre, som de ønsker at barnet skal gøre. Fx ved selv at bevare roen, vente, dele, sige deres mening i en god tone.

Samtidig taler jeg tit om, at forælderen skal gå bag ved barnet. Ikke forstået på den måde at barnet skal tage skraldet og gå forrest ad ukendte veje alene, men at den voksne skal lade barnet begå fejl og derefter hjælpe. Barnet har behov for at få nye erfaringer, som de skal lagre i deres hukommelseskartotek af god idé/knap så god idé.

Fejl er her tænkt som en mulighed for at mærke frustrationen i sig selv. Først når barnet har mærket frustrationen, kan vi hjælpe og bakke op. Vi kan sætte ord på barnets følelser, låne dem en kategori (vrede, ked, forvirret, frustreret, bange)  for hvad der sker indeni – som det nu selv kan mærke – og vi kan lytte til barnets oplevelse af, hvad der gik galt. Ad den vej får de en brugbar erfaring, der kan lagre sig til næste gang, der kommer en oplevelse, der ligner. Vi kan og skal ikke være på forkant med alting for så kan barnet ikke mærke sig selv. Det at mærke sig selv er forudsætningen for at få en sund kerne, at have en integreret forestilling om selvet eller sagt på moderne dansk et godt selvværd.

I gamle dage var opdragelsen hård og barnets følelser og behov blev ikke tilgodeset, derfor er det virkelig godt med alt den fokus på barnet med øje for den sunde udvikling. Det er dog tippet for langt over i den anden retning.

Der er en tendens i tiden til, at følelser får lov til at være det styrende for samvær og for leg og læring. Hele sprogbrugen er drejet hen mod at føle og man kan ofte opleve sig krænket eller grænseoverskredet, når andre siger eller gør noget, der ‘føles forkert inde i mig’. Det er i min optik ikke vejen til mental sundhed. Der er en grund til at vores hjerne mest er designet til at tænke sig om. Det er her læringen opstår; gennem at forsøge og efterfølgende lære af fejl. Vi bruger vores frontallapper til at huske tidligere erfaringer, vurdere den bedste vej frem i nuværende situation og regne konsekvensen af handlingen ud. Amygdala og det limbiske system er områder i hjerne, der ikke kan tænke sig særlig godt om.

Følelsessystemet er blevet hædret og ført frem i lyset som det pure guld. Det er her, forældre spørger ind til barnets lyst og ønsker, mere end at tænke ind i deres reelle behov.

Der kommer for stort fokus på, at barnet skal høres – ikke at barnet ikke skal, men barnets ord bliver vejen frem. Barnet vil gerne samarbejde med den voksne og får de stillet et spørgsmål, de ikke rigtig har udviklingsmæssig kapacitet til at forholde sig til, vil de forsøge at svare det, som de tror, den voksne vil høre. Eller holder stædigt fast på, at de ikke er træt eller vil have børstet tænder… og måske af den grund får lov til at slippe for at gøre klar til at gå i seng, som den voksne egentlig godt ved er det gode at sørge for.

Det vil sige, at i forhold til beslutninger de bliver bedt om at træffe om sig selv i en alt for tidlig alder, får svaret for stor vægt. Et barn, der med meget stor tydelighed i fagter og volumen ikke har lyst til at skilles fra mor for at gå ind i skolen, har ikke brug for, at mor går med ind eller at få lov til at komme med hjem igen. Det har LYST til det, fordi de føler sig for bange og utrygt til at give slip på den voksne. For ofte kan den voksne give efter enten for at mindske barnets eller sit eget ubehag.

Giver den voksne efter og gentages denne undgåelse af det svære, vil det gradvist over tid udvikle sig til et behov for at få reduceret ubehag og frygt. Det smitter. Hvis den voksne opfanger en utryghed, som de vil reducere hos barnet ved at undvige det svære, sker der desværre det modsatte. Man får bekræftet, at det nok er for svært og utrygt at være i skolen og det gør det vanskeligere at komme igen i morgen.

Den tredje vej

Jeg tænker, der er en tredje vej, en vej på hvilken barnet bliver hørt, lyttet til, anerkendt, set, inddraget i lige så høj grad den voksne har brug for.

Men det er stadig den voksne, der bestemmer og viser vejen. For barnet har ikke tilstrækkelig livserfaring, abstraktionsniveau eller forståelse for konsekvenserne af deres valg. De har ikke lagret så mange erfaringer, som de kan trække på og så bliver det rent gætværk om, hvad der er det bedste at gøre.

Vi voksne har erfaring, som vi skal understøtte barnet i selv at få. Så barnet skal begå fejl, de skal mærke, at de begår fejl og først her skal de hjælpes til at komme videre fra fejlen, fra frustrationen, fra den ubehagelige følelse. For at vide, både hvad følelsen er og hedder og hvad man gør for at løsne den indeni sig, skal de opleve den og have sat ord på af den voksne.

Det er svært at formidle på skrift, den omsorg der ligger i ordene ovenfor, når jeg forklarer det til forældrene i rummet. De gør jo det, de gør, af kærlighed og omsorg for barnet og i den allerbedste mening. De rammer dog skævt og det er ikke hensigtsmæssigt for nogen at have for mange følelser med i snakken og at lade barnets følelser vinde for at forsøge at undgå en konflikt.

Tydeligheden virker til alles bedste, både min som psykolog og den forældrene får frem i sig selv

Jeg er lidt en hård hund, når jeg sidder med forældre i terapien, men det er en kæmpe lettelse for dem at møde min tydelighed, for jeg ejer ikke skyggen af tvivl på, at det jeg formidler til dem, er den rigtige vej. Det er lige det, de har behov for. Der er masser af modstridende viden at finde og hvem har ret? Min metode er ikke en synsning eller noget, jeg føler, den læner sig op ad gennemprøvede teorier fra anerkendte børne- og udviklingspsykologer – og den virker!

Tit kommer forældrene tilbage allerede ved anden eller tredje session og fortæller, at de kan se den store forandring i relationen med barnet, der følger med det at tage ansvar gennem det, jeg kalder tretrinsraketten. Spejling – anerkendelse – retningsanvisning.

Det har hos mine modige klienter gennem mere end tyve år hjulpet rigtig mange børn i trivsel, at forældre anvender denne simple (men til tider ret svære) tilgang.

Jeg taler ofte ind i, at forælderen ikke behøver at have deres egne følelser i situationen med barnet. Når de bliver fx vrede, er det deres eget, der kommer frem. Man kan med fordel have et filter og/eller være en smule mere mekanisk i dialogen med et frustreret eller modvilligt barn, for ad den vej bevarer man sin egen ro. Med den voksnes egen ro hjælpes barnet længere ned i arousal ved signalet om, at der ikke er fare og alt er godt.

Der er nogle gange (faktisk ret tit) stor forundring i rummet, når jeg nævner, at man ikke behøver at have følelser med i snakken – at barnet bedre kan høre den voksne, hvis der ikke er vrede, frustration eller lurende trussel med i snakken. Det giver dog hurtigt virkelig god mening for med ganske få øvelser gør det den ønskede forskel. Barnet samarbejder og det er nemmere for begge parter at være på samme hold. De mærker nærværet og samhørigheden, OGSÅ når tingene bliver svære. For det kan mærkes hos barnet, at det ved, at den voksne ikke er imod dem, bare fordi det får store følelser. Derfor behøver der ikke længere at være helt så store følelser. For de bliver set, hørt og anerkendt af de personer, der både skal gå forrest og vise vejen, mens de samtidig tillader, at barnet snubler lidt undervejs.