Skip to main content
Ikke-kategoriseret

Den sidste slutspurt i coronaland – du kan godt!

Den sidste slutspurt i coronaland – du kan godt!

Presset far der tager sig til hovedet

Hold ud, vi er der snart! Når vi som forældre har mistet gnisten.

Noget om pligt, negative følelser og relationer. Om hvordan vores følelser og måde at tænke på om forskellige situationer påvirker vores trivsel.

Vi er forhåbentlig snart ved at være dér, hvor vi ikke længere skal være sammen udelukkende med enkelte andre personer og snart kan bevæge os frit rundt i samfundet både inde og ude, med hvem og hvor mange vi har lyst til.

Vores sociale liv er vigtigt for vores mentale sundhed og det er en kilde til stress at ikke have en god balance i vores dagligdag. Når vi ikke selv får lov til at bestemme og træffe beslutninger i vores eget liv, oplever vi afmagt. Oplevelsen af sammenhæng i hverdagen er fundamental for vores mentale sundhed og har vi ikke tilstrækkelig grad af kontrol og håndterbarhed, ryger også oplevelsen af meningsfuldhed.

En af de vigtige parametre for vores livsglæde er sociale relationer. Har vi underskud af stimulation og samvær med gode venner/kollegaer og er det ude af vores kontrol, påvirker det derfor vores arousal på den dumme måde. Vi bliver anspændt og føler afmagt – jo mere ekstrovert jo mere frustration i mangel af social kontakt. Men det er ikke kun de ekstroverte, der bliver ramt. At være lukket inde sammen med familien kan skurre i nervesystemet på dem, der har behov for ro og for at trække sig, så introverte i den anden ende af skalaen bliver også ramt – så i virkeligheden er vi alle trætte og frustrerede.

Når frustrationen skurrer indeni, bliver for stor og varer for længe, går det ikke kun ud over os selv, men også vores relationer til nære og kære. De fleste dagligdags opgaver bliver noget, der skal overstås, både de praktiske og dem, der udføres sammen med/for andre.

Er indkøb, rengøring, madlavning, lektielæsning og putning blevet en sur tjans, en pligt? De opgaver, vi har besluttet, at der skal løses, før vi kan nyde, giver i sig selv ganske lidt overskud og energi. Vi bliver tappet og drænet, for vi har jo brugt energien på ‘skal ting’, så der ikke er mere tilbage til fornøjelser og kærligt samvær. Og her kan vi komme til at føle, at samvær, der ellers skulle være rart og positivt, også bliver negativt.

Kvalitetstid KAN være en beslutning. Tænk lidt over det. Hvis vi kigger med varme og nærvær på vores partner, barn eller endda os selv, alt imens vi udfører ’skal ting’, er det muligt at transformere opgaven, så den giver overskud og ikke bare skal overstås. Sagt meget langhåret, så kan det blive en gave til os selv og den anden. At vende perspektivet er hårdt arbejde, men med øvelse er det muligt.

Vores perspektiv og mindset farver den måde, vi er til stede i det nuværende øjeblik. Når vi oplever vrede eller frustration, får de fleste af os lyst til at handle på den – vreden er et signal om, at der er noget, der skal være anderledes, et problem vi skal løse! I pandemien er det dog ikke muligt at forandre det, der forårsager de negative følelser. Så vi må sætte ind et andet sted.

Desværre kommer vi ofte til at handle på selve den vrede følelse i ønsket om forandring. Det betyder, at vi får skabt en situation med negativ kontakt, hvor vi lukker for kontakt til den anden og ender på hvert vores hold. Vi skubber den anden væk og det skaber problemer, som vi ikke har overskud og kræfter til at løse. Det er her, det med stor sandsynlighed ender med konflikt og sure miner eller nogen, der bliver bange og/eller kede af det.

Vi kan ikke komme ud og væk, blive fyldt op af gode oplevelser og det tærer på os alle. Langvarig ulyst og kedsomhed sammen med pligtopgaver giver rum for følelsesmæssig overbelastning og stress. Vi bliver hurtigere drænede og fyldt op. Vores lunte bliver kortere og humøret mere ustabilt. Gør vi derimod ting af lyst giver det et skud hormoner, der booster os, vores humør og energi niveau.

Den mor eller far, der kan vende det hele lidt på hovedet med et ekstra boost af ønske om kontakt og nærvær, formår at sende poden på jagt efter røde ting i stuen, der skal op i legetøjskassen, eller som står ved siden af teenageren, der skræller gulerødder og mærker efter, at de står der sammen, får energi, mærker relationen og samværet.

Hvad skal der til for at ændre et mindset? Er det overhovedet muligt?

Handler det om, hvad jeg har fortjent? Er det – igen – min barndom der banker på; noget med, at jeg skal yde før jeg kan nyde? At jeg ikke selv har oplevet nærvær i rigelige mængder med mine nære voksne? At der var masser af temperament hos de voksne eller at min mening ikke gjaldt? Ikke nødvendigvis – pandemien rammer og tærer på os alle! De naturlige selvrefleksioner nogen får, rammer selvet dømmende, når vi oplever os utilstrækkelige

Vores følelser opstår ikke bare ud af det blå og andre kan ikke proppe dem ind i os. Vores opmærksomhed, forventninger, vurderinger og selv-snak er i høj grad med til at forme vores tanker og handlinger.

Her i slutspurten af vores betvungne virkelighed ønsker jeg for alle os forældre, at det er muligt at hive det aller, aller sidste nanogram af overskud frem – vi kan godt!

Måske nogen kan have glæde af at tænke i bearbejdelse af følelsen af vrede.

Det er en helt naturlig følelse, der kan hjælpe os eller spænde ben. Vreden kan være voldsom og ubehagelig følelse og den opstår ofte, når vi føler afmagt eller noget eller nogen ikke, gør som vi ønsker og føler behov for.

Gode råd til forandring af vrede til større ro, mere glæde og nærvær.

Er opmærksomheden på det negative ved en person, en opgave, en situation skaber vi en uproduktiv negativitet og en øget parathed til at blive vred. Får vi på den anden side skiftet fokus til noget rart, mens vi er i ’godt selskab’, øges kvaliteten af samværet og vi oplever positive følelser i stedet for den lurende vrede.

Det samme med vores forventninger; er de for høje og har vi for travlt, er det nemmere at ’dumpe’ og blive skuffede, når noget går galt. Går barnet fx ud på badeværelset og begynder at børste tænder, når vi siger det første gang eller skal vi til hele den opslidende seance med at blive vred og true, så hele puttesituationen bliver en sur pligt igen? Formår vi at ændre mål og tanker, så de bliver mere realistiske og fleksible mål i forhold til en situation, undgår vi nemmere vrede og skuffelse.

Vurderinger er vores tanker om noget – har vi en negativ vurdering af en situation/person og kan vi lære os selv (eller få hjælp til at) bevare et positivt og konstruktivt livssyn, vil der være meget mindre pligt og meget mere energi, humor og glæde i hverdagen. Samtidig vil relationen til andre bedres, når deres perspektiv kommer med i billedet. Holder vi øjet på bolden og ikke tager ting personligt, løsner det frustrationer og vores mindset bliver mere effektivt. Tænk i mentalisering (som er en helt anden historie, jeg nok har skrevet om et sted).

Hvad siger jeg til mig selv, når jeg gang på gang møder den samme situation, der skal tackles. Er min selv-snak med til at mindske negative forventninger eller bliver jeg provokeret og vred, som jeg plejer. Når jeg mærker en lille orm i maven, er det allerede dér tid til at beslutte mig for, hvordan jeg vil reagere på følelsen. Kan jeg forberede en positiv respons, bliver udfaldet mindre negativt og jeg vil have større sandsynlighed for at tackle en lignende situation positivt næste gang, for jeg har allerede erfaring for, at det virker.

Alt i alt er der mange fælder, der kan få situationer og opgaver til at føles som pligt. Giv dig selv et øjeblik i en stille stund til at beslutte dig for at handle anderledes næste gang, du møder det svære. Så er du godt på vej til større overskud, nærvær og glæde!

Charlotte Diamant

Autoriseret psykolog

Psykolog Charlotte Diamant

Jeg har arbejdet med børn og familier siden 1998 – som terapeut, ekstern lektor, foredragsholder, talskvinde, gruppeleder, supervisor og konsulent.

Kontakt mig