Den gode samtale med dit barn om angst

Når børn bliver ramt af angst, kan vi ikke altid se det. Forstå dit barns adfærd og øv dig i at blive i kontakten mens du taler med barnet.

Her kommer nogle eksempler på spørgsmål. Det vigtigste er, at de nogenlunde er afstemt til barnet alder og evner.

Hvad er 7 plus 9 – Hvad er kvadratroden af 87?

Hvilken farve får man, når man blander blå og rød – hvilke farver kan ikke blandes?

Hvad kommer efter ’p’ – hvad er en prisme?

Hvad hedder hundens baby – hvilke dyregrupper findes?

Selv den dygtigste dykker skal op efter luft

Når man taler om svære temaer, fremkaldes ubehag og man har brug for pauser. Lidt som når man dykker og skal op efter luft. Især børn har vanskeligt ved at være i den svære samtale i lang tid. De kan ikke sætte ord på, hvad der sker og måske har de ikke lært at genkende følelsen, de bliver fyldt op af. De ved kun, at det er voldsomt ubehageligt og at de vil have følelsen væk!

I samtalen med børn om det svære bliver det netop tydeligt, når de er ramt af fx tvangs- eller bekymringstanker. De bliver aktiveret af at tale om og barnets tanker kredser om dem. Det er ikke rart lige i nuet at tænke på det, som de kommer for at få afhjulpet.

”Du er så god til at tale med børn”, hører jeg tit fra forældre, der er nået et punkt i deres bekymring og afmagt, så de ikke kan se vejen frem. Jeg holder også virkelig meget af de gode snakke jeg har med børn generelt og især de der kommer i terapien, når det lykkes. For det er ikke altid nemt at tale med børn.

Kan man sige noget forkert, så det bliver værre?

Mange forældre kan godt blive nervøse for, om de aktiverer de svære tanker og angsten ved at spørge ind. Derfor kommer de til at undgå at gøre det. Og så sidder angsten dér og godter sig og vokser! Den elsker at blive set som noget farligt, det giver ilt.

Når barnet ikke får talt om det, der fylder, vokser det indeni og kan ’sætte sig fast’. Den omsorg, forældrene giver i stedet for, bliver en dum dans, for de vil så gerne hjælpe og barnet vil så gerne have det bedre. Det kan stå på i måneder eller nogle gange år og det går i bølger. I perioder kan det være som om, angsten eller tankerne er helt væk og derfor får de ikke søgt hjælp. Andre gange fylder det nærmest alt i familien.

Når man taler med voksne, der har en eller anden form for angst, er det meget tit sådan, at det startede, da de var barn. Det viser forskningen og erfaringen gang på gang.

Tag dit barn alvorligt – det skal ikke nødvendigvis lære at sige pyt

Så det skal tages alvorligt, når barnet har det så svært, at det i perioder er forpint og trækker sig fra de fællesskaber, de ellers nyder at være i. Når det lille barn ikke vil i børnehave eller skolebarnet ikke vil afsted, handler det om mange ting. Det er ikke udelukkende noget, der sker i institutionen, i relation til pædagoger/lærere, mellem de små børn ELLER derhjemme. Mange forældre fortæller mig, at institutionen vil have dem til at arbejde med dette eller hint for at barnet kan fungere i børnehaven eller skolen. Til kæmpe frustration. Forældrene gør alt, hvad der er muligt derhjemme og føler, at det i BH/skolens tid er de voksne dér, der har ansvaret og alle de voksne ender i afmagt. Barnet kan ikke fortælle, hvad der reelt er på spil og selvom alle omkring barnet har et ønske om at afhjælpe, kan de ikke finde nøglen og situationen bliver låst. Det kan være, at forældrene vælger at skifte børnehave, at barnet eller forældrene ønsker en anden skole og imens går tiden.

Jeg har talt med meget bange børn, der ser og hører ting, der ikke er der, har tanker om at gøre skade på dem, de elsker, at de voksne dør, mens barnet sover, eller mens barnet er væk, så de hele tiden skal være tæt på. Barnet kan måske godt sige det derhjemme, men de bange tanker går ikke væk. For angsten smitter. Den lammer og man kan som forælder i sin egen smerte over barnet – og måske med en del genkendelse fra sig selv – komme til at tale det ned og forsøge at finde løsninger, der springer over og ikke taler ind i angsten. Her bliver barnets følelser ikke anerkendt, men skubbet væk og tilbage ind i barnet.

Når forældre uvidende farer ud af mentalisering og ind i krybdyrshjernen

Mange forældre når også til det punkt, hvor de kommer op i arousal og råber ad barnet, at nu må de tage sig sammen eller lade være med at skabe sig. Eller noget andet ukonstruktivt. Og så har vi balladen og den onde selvforstærkende cirkel. Det starter med en overfladisk ro og maskeret irritation fra den voksne. På en god dag virker det måske til at få barnet ned, andre gange når den voksne hen til afmagten. Barnet ’ved’, at råberiet kommer og reagerer først ved det punkt. Barnet resignerer og der kommer ro… konflikten blev momentant sat på pause. Ingen er blevet hverken klogere, roligere eller gladere og næste gang starter mønstret forfra. Når forældre forklarer mig denne udveksling, siger jeg ofte, at de lige så godt kan råbe første gang! Det giver mening for dem, men de er naturligt nok vanvittigt frustrerede og kan ikke lade være med at reagere.

Angst camoufleret som vrede

Det barn, der ikke trækker sig fra fællesskaber, så de viser deres mistrivsel, kæmper videre i modstand, skrig, spark og skrål. Angsten bliver camoufleret af vreden og det udadreagerende barn virker ikke bange, bare kontrær. Det er her mange forældre føler sig kaldet til at få barnet til at rette ind eller makke ret. Heraf den dumme cirkel.

Rigtig mange, jeg ser, er veluddannede. De kommer til at overvurdere barnets evner. Taler ofte til fornuften mere end til følelserne, kommer måske til at gøre barnet ældre end deres alder, især hvis der er mindre søskende. De har lange sætninger og mange ord – de vil lære barnet en masse. Især når følelserne er oppe og alle er ude i tovene. De glemmer eller ved måske ikke, at den kloge hjerne lukker ned og slår fra, når følelserne tager over – både hos dem selv og hos barnet. ’Du kan jo nok forstå’, ’er du klar over hvad det gør ved mig’, ’hvordan tror du, det andet barn har det’, eller ’hvis ikke du sover nu, så ødelægger du din dag i morgen’ er alle typiske udgaver af den verbaliserede frustration. Hvis barnet skal lære noget som helst, skal fornuftssnakke tages i fredstid og kun dér.

Hjælp barnet med at skifte fokus og at arbejde sig fri af angsten lidt efter lidt

Og nu til spørgsmålene øverst i teksten. Når man har et barn der optræder oprørt bange eller vred, kommer der et tidspunkt, hvor barnet bliver overvældet i snakken. Når barnet ikke kan lade være med at være bange, kan det hjælpe at adsprede barnet. Er den voksne selv i ro, kan man fornemme hos barnet, at de ikke kan komme ud af tankerne. ’Jeg hjælper dig lige med at tænke på noget andet, som du kan koncentrere dig om i stedet for’. Her ved de, at vi ved, hvad der sker i barnet. Det giver mulighed for at blive i kontakten, fortsætte dialogen, til de falder til ro igen. Ad den vej kan den viden om, at de kan komme ud af angsten konsolidere sig i barnet og vi kan vende tilbage til det efter et stykke tid. Det løsner det sig. Barnet kan trygt tillade sig at være i de ting, der fylder, indtil de netop holder op med at fylde; angsten bliver kvalt, får ingen ilt.

Det er naturligvis ikke altid så let at få bugt med svære følelser og tanker. Nogle gange skal der sådan én som mig til for at hjælpe, men ikke altid.

Afslutningsvis kommer her en opfordring til at prøve det hjemme. Gør det! Vær modig og tal med dit barn, det kan nærmest kun blive bedre! Måske du rammer uden for skiven de første par gange, men så prøv igen. Dit barn vil føle sig set. Og det vokser man af.