Skip to main content
Ikke-kategoriseret

Når skilsmissebarnet ferierer

Når skilsmissebarnet ferierer

Barn der savner

Tillad dit barn at savne, giv plads til de svære følelser, så går de hurtigere over!

Skilsmissebørn og andre børn, der ikke jævnligt har mulighed for at række ud, når de savner, vil få en anden måde at være tæt med andre på, hvis der ikke tages hånd om deres følelser.

De vil kunne lukke for savnet udadtil og skubbe ensomheden til side, for de kan ikke række ud, der er ikke en anden mulighed end at bære savnet alene. Kunne det også resultere i en person, der har svært ved at vise sin sårbarhed og vise sin bløde side, som gør sig hård, når det er i virkeligheden savner at være tæt?

Hvad gør det for eksempel ved et barn at være på flere ugers sommerferie med den ene forælder, når de savner den anden? Vi ved fra forskning, at børn holder deres to liv adskilt og de er meget dygtige til at holde det ene liv hos far, det andet liv hos mor. Men hvad med de følelser, som de netop ikke kan dele med den anden forælder, hvor bliver de af?

Hvis du ikke har noget godt at sige om den anden forælder, så tillad i det mindste barnet at savne, at være i de svære følelser og anerkend barnet. Alle børn har kun den samme far og den samme mor – uanset dine holdninger, følelser og tanker om din eks. Give plads til at barnet kan få lov til at tænke på og mærke kærligheden til den anden forælder og hvis du magter det, så tal ind i gode ferie minder I har haft sammen. Tillad barnet at kontakte den anden forælder, hvis de har lyst under ferien.

Det er hårdt arbejde som barn at skulle trække sine fine nervefølelsesender sammen. Det er ikke godt for den mentale sundhed, så hjælp dit barn med at tåle og med at være i det svære. Det er helt naturligt at den forælder barnet er hos, kommer til at føle sig afvist, når barnet giver udtryk for savn til den forælder de ikke er sammen med. Det fornemmer barnet og hvis du ikke er opmærksom på det selv, vil det være med til, at barnet holder øje med, hvordan du har det. De begynder at bekymre sig om de voksnes følelser frem for deres egne. Børn elsker deres forældre lige meget, men forskelligt.

Man kan sagtens som barn ønske at blive hvor man er, samtidig med at man savner den anden. Det er ikke så farligt så kys dit barn, giv det et kram og fortæl – hvis du i dit kærlige forælderhjerte kan sige det med ærlighed –  at du godt kan forstå de savner den anden og så nyd ferien sammen!

Charlotte Diamant

Autoriseret psykolog

Psykolog Charlotte Diamant

Jeg har arbejdet med børn og familier siden 1998 – som terapeut, ekstern lektor, foredragsholder, talskvinde, gruppeleder, supervisor og konsulent.

Kontakt mig