Med mørket kommer angsten snigende

Lidt om angst hos børn og 5 gode råd til forældre

Med efteråret kommer også mere angst hos børn – især sengetid kan blive udfordret, for mørket er uhyggeligt, fyldt med både monstre og andre farlige ting. Bare det at være alene hjemme efter solen er gået ned, forstyrrer mange børn.

Ingenting kommer af ingenting – vi kan være med til at få barnets angst til at vokse eller til at fylde mindre. Med bevidsthed om vores egne følelser og adfærd kan vi øve enkle kneb i hverdagen.

Børns angst skal tages alvorligt. Vi forældre har en opgave i at lytte til og acceptere alle følelser hos vores barn. Derfor er det også vores opgave at søge hjælp, hvis barnet mistrives, og angsten hæmmer hverdagen gennem længere tid. Men der er meget, vi kan gøre selv.

Alle børn har brug for at tale om det, det der skræmmer dem og gør dem bange. De har brug for at blive hørt, trøstet, accepteret og elsket – også når de er bange, sårbare, svage og usikre. Eller har lavet en fejl. Det er vigtigt, at der er en voksen, der lytter og møder barnets angst tålmodigt og kærligt.

Børns naturlige angst er lidt forskellig fra de voksnes. Selvom angstreaktionen er den samme, kan den se forskellig ud. Barnet kan blive både udadreagerende og aggressiv og det yngre barn har endnu ikke udviklet de kognitive redskaber – altså evnen til at tænke og erkende. Derfor kan barnet ikke uden videre berolige sig selv. Uden hjælp fra en voksen kan barnet ikke få angsten til at gå væk, når det er i en situation, der opleves som farlig. Hvis fx et lille barn på vej over gaden næsten bliver ramt af en bil, er den voksnes reaktion afgørende for, hvordan barnet oplever og klarer situationen og får den lagret i sin hukommelse. Det er vigtigt, at den voksne er rolig, ser barnets reaktion og siger noget, som spejler barnets følelser. Den voksne kan fx sige: ‘Puha, hvor var det farligt, der blev du rigtig bange. Det var vel nok godt, vi nåede ind på fortovet igen. Kom stå lidt ind til mig, indtil du er faldet til ro’.

Spejler den voksnes reaktion ikke barnets følelser, vil barnets angst vokse. Den voksne kunne for eksempel sige noget ikke-hjælpsomt som: ‘Se dig dog for! Har jeg ikke sagt, at du skal kigge til begge sider, og at du skal holde mig i hånden. Se nu, hvor tæt det var på at gå galt. Du kunne være blevet kørt over’. For et forsigtigt eller ængsteligt barn kunne den form for reaktion betyde, at barnet udvikler alvorlig angst for at færdes i trafikken.
I forbindelse med den mørke tid møder jeg masser forældre, der bliver udfordret på deres ro og overskud. Det barn, der er blevet forsikret 1000 gange om, at der ikke er noget i mørket og lyset er blevet tændt for at vise, at værelset ikke indeholder monstre, kan sætte gang i virkelig mange følelser hos den voksne. For det ER da irriterende, at barnet ikke forstår, at der ikke er noget at være bange for.

Vi voksne kommer nogle gange til at glemme, hvordan det er at være barn, og at man som lille kan være bange for mange ting, der ikke er farlige. Det gør en kæmpe forskel, når den voksne lytter og accepterer de følelser, barnet kommer med, for så bliver barnet mere trygt. Når følelserne bliver anerkendt, behøver det svære ikke fylde så meget og barnet kan rejse sig og ryste det af sig.

Man skal møde barnet dér, hvor det er, og anerkende barnets følelser. Hvis dit barn for eksempel er bange for, at der ligger et monster under sengen, når det skal sove, så nytter det ikke bare at sige: ‘Tag dig nu sammen’. I stedet kan man sige: ‘Det er ikke rart at have det sådan, men der er ikke noget monster’.

En klassiker hos velmenende, omsorgsfulde, ressourcestærke forældre er at forklare i lange ‘du-kan-jo-nok-forstå’ baner. Det er vores ønske om at hjælpe barnet til at vokse, lære, klare sig i verden, der driver denne enetale – og vi vil så gerne gøre dette så tidligt og ofte som muligt. Men hold igen!

Små børn kan ikke tænke så meget, mest mærke. Derfor skal man lade være med at bruge for mange ord. Sig fx: ‘Er du bange? Det kan også godt føles lidt farligt, men kom, skal vi ikke gøre det alligevel? Vi kan godt’. Man skal undgå at gå med på angsten, fx ved at sige: ‘Nå, så bliver vi hjemme fra børnefødselsdagen’, hvis det er det, barnet er bange for at deltage i. Hvis man bliver hjemme, bekræfter man, at fødselsdagen og dermed den sociale situation i sig selv er farlig og så står det 1-0 til angsten.

Den måde, vi voksne møder barnets angst på, påvirker barnet og er med til at bestemme om angsten vokser eller bliver mindre. Det er svært at berolige et angstfyldt barn, hvis man ikke selv bevarer roen. Møder man barnet med sine egne store følelser, fx et vredt ’lad nu være med at skabe dig’ eller et utålmodigt ‘tag det nu roligt’, bliver barnet endnu mere bange og ked af det. Og det føler sig samtidig forkert og lidt forladt.

Det er vigtigt at være realistisk, når man taler om angsten. Også når det handler om sygdom og død. Hvis barnet er bange i forbindelse med alvorlig sygdom, kan man måske sige: ‘Jeg kan godt forstå, at du er bange. Jeg er også lidt bange. Det kan godt være, at morfar dør, men vi håber det ikke. Lægerne er dygtige, og der er mange, der hjælper’. Man må aldrig slukke håbet. Hvis barnet så bliver bange for døden, må man tage en snak om det; Hvad sker der, når man dør? Så kan man jo fortælle, hvad man selv tror.

Vi voksne skal lære ikke at spørge ind til eller sige mere, end barnet kan rumme. For mindre børn kan bare det, at man lytter, trøster, siger et par ord og giver et kram være nok. Vi skal hele tiden øve os i at se barnets følelser og behov – og ikke vores egne. Når et lille barn er bange, har det brug for at blive beroliget, så angsten fylder mindre.

Bliver barnet ikke mødt i sin angst eller går barnet rundt med angsten alene, vil de hjernemæssige reaktioner, som bliver forhøjet ved angst, ikke komme ned på et naturligt niveau efter oplevelsen. Det forhøjede alarmberedskab vil så at sige ‘selvaktivere’, og barnet vil have et generelt højere alarmberedskab. Og det skaber uro i systemet. Barnet vil så naturligt nok forsøge at undgå de ubehagelige følelser ved at gå langt uden om de situationer, der får angstniveauet til at stige. Et barn, der har sagt noget ‘dumt’ i klassen, som alle griner af, holder måske op med at sige noget af frygt for at blive til grin næste gang.

Problemet er, at undgåelsen af det frygtede vedligeholder angsten og starter en ond cirkel. Det er ubehageligt at se et barn med voldsom angst. Det smitter også lidt, så vi selv kan mærke ængstelsen. Derfor vil det være fristende at hjælpe barnet til helt at undgå det vanskelige og angstprovokerende. Men på den måde går man med angsten, så den vokser – og hermed kan blive sygelig.

Der er forskel på børn, og børn skal heller ikke være ens, men bliver man bekymret for sit barn, er det en god idé at skele til, hvad andre på samme alder gør eller tør. Læg mærke til, om dit barn fungerer sammen med andre: Gemmer mit barn sig altid bag skørtet? Er der noget, jeg skal være opmærksom på?

Man skal tage sit barns signaler, adfærd og følelser alvorligt. Holder barnet sig meget for sig selv, kan det være et tegn på, at det har brug for hjælp. Men det kan også bare være fordi, barnet har let til at blive overstimuleret – og derfor har brug for mere ro end andre børn.

Vi voksne skal altså tænke i, at vi også selv skal ændre vores adfærd. Måske pacer vi barnet for meget frem og opdager ikke, at barnet ikke synes, det er rart. Så er øvelsen for os selv at lære at lade barnet være i fred.

Når nogle forældre føler et behov for at bestemme det hele uden en alderssvarende dialog, skal de lære, at barnet har brug for at opleve, at det selv har en vis kontrol over, hvad der foregår. Og at det også kan klare sig selv.

Forældre kan også have en ængstelig adfærd, der ‘smitter’ barnet. Hvis mor fx springer op, hver gang hun ser en edderkop, så gør hun verden mere utryg for barnet. Eller hvis hun ikke er tryg, når barnet er ude af syne: ‘Har du telefonen tændt?’, så lærer hun måske barnet, at det er farligt at være væk fra mor, og at man altid skal have antennerne ude. På samme måde skal voksne være opmærksomme på om og hvordan, de taler om deres egen angst.

Selvom det er o.k. at fortælle et barn, hvis man selv er bange – det kan barnet alligevel mærke – skal man samtidig passe på ikke at smitte barnet med sin egen angst. Fortæl dit barn, at du godt selv ved, at det, du frygter faktisk ikke er farligt, så det ikke bliver til en sandhed, men ‘din egen ting’. Voksne skal allerhelst sørge for at tale om deres egen angst med andre voksne. Når den voksne lider af angst kan det være o.k. at fortælle, hvad angsten gør, hvis man passer på ikke at smitte barnet med angsten, dvs. fortælle om det mens man selv kan mærke alle de bange følelser – de hopper nemlig. Bevar dit nervesystem i ro eller få en anden voksen til at sidde med dig og barnet, som så kan forklare det med low arousal.

Forældres adfærd kan altså have indflydelse på udvikling af angst hos barnet, men der er ikke kun én årsag til angst. Man kan have genetisk anlæg for angst. Det handler om kemi i hjernen. Vi bliver alle påvirket af omgivelserne, men i forskellig grad. Nogle er meget påvirkelige og overvældes hurtigere end andre.

Kort og godt:

• Tag dit barns angst alvorligt – ikke alt hører til i ‘pyt-kassen’
• Lyt anerkendende til dit barn, også når angsten fylder
• Hold dig selv i ro og tal i korte sætninger til dit ængstelige barn
• Læg mærke til, om du begrænser/smitter dit barn med din egen bekymring
• Søg hjælp, hvis dit barn trækker sig fra ting, som det før var glad for.