Hvad gør dét ved os, og vi ved dét?

Størst af alt er kærligheden til vores børn… eller hvad? Forældreskabet er også fyldt med ambivalens både i os selv og i relationen

Spørg dig selv, hvem du er og der vil sandsynligvis være flere svar. Jeg har mange roller, som alle er mig, det kan både være det professionelle eller private og personlige mig. Jeg er fx psykolog, kollega, underviser, kæreste, veninde, søster, datter. Disse dele af mig, roller om du vil, fylder noget af mig. Men at være mor? Det fylder det hele, det kommer først, det er størst, det trumfer de andre roller – helt dybt inden i. Hvorfor? Har andre det på samme måde? Eller er der noget i min egen personlige historie, der har påvirket mit forældreskab, så det er blevet så meget mere figur end grund? Hvad betyder det i min hverdag og i mit liv, at det er så stor en del af min identitet? Det kunne betyde, at jeg bruger enorme kræfter på at ville være mor på den helt rigtige måde, at jeg banker mig selv oven i hovedet, når jeg ikke helt slår til, bliver vred, skuffet, frustreret og ikke mindst bange for at ikke gøre det godt nok.

Kærligheden til vores børn er størst af alt af solide evolutionære årsager. Survival of the species, the fittest, and the strongest, du ved.

Men en ting er følelsen og det, der ligger inden i, når vi mærker efter, helt selv. Noget andet er relationen, det virkelige liv og dagligdagen. Netop fordi morskabet (!) fylder så meget for de fleste, kan det udfordre og fylde mere end noget andet. Hvis forældrerollen er ligeså meget en følelse og en del af vores identitet, som det er en relation og en rolle, giver det god mening, at vi kan blive overvældet. For sådan er det med følelser. Og sådan må det gerne være.

Det store spørgsmål er, hvad vi gør ved det, når vi bliver overvældet og overmandet. Både i situationen, men også bagefter, når gemytterne er faldet til ro. Hvem har ansvaret for harmoni og trivsel i familien? Hvis det er os, fordi vi er mor eller far, så hører hammeren hjemme i vores hoved, men hvad nu, hvis det ikke er? Er det så ok, at vi skælder og smælder, græder, trækker os eller påfører skyld og skam – fordi det så må være den anden, dvs. barnet?

Som forældre har vi ansvar for en tydelig struktur, rammer, forudsigelighed, høje forventninger og masser af positiv tid til og nærvær med barnet. Vi har ansvar for os selv, vores følelser og vores handlinger – også når vi bliver overvældet!

I familieterapi tænkes relationen, som det sted hvor tingene sker. Hvor de store følelser, frustrationer og fortrydelsesfyldte handlinger og ord opstår. Det, der ligger i mellem os er der, hvor energien er og hvor konflikterne opstår. Det er ikke din skyld, det er ikke dit barns skyld – det er det, I gør ved og med hinanden, der er kernen. Mønsteret for samvær ligger i os fra vores egen barndom og i mødet med vores barn, som er helt sin egen, opstår et nyt.

Kommunikationen går skævt, fordi vi kommer til at tænke, at det er mig eller den anden, der har ‘skyld’. Og så kommer vi til at banke os selv eller den anden oven i hovedet – med to ulykkelige parter til følge. Og det gør ondt langt ind i sjælen, helt derinde, hvor vi ved, at der er en anden mulighed og vi vil jo så gerne…