Er tolerance en af dine værdier – så sig det!

Samfundssind – eller hvordan man ser på andre, der ikke ligner en selv og opfører sig over for dem

Coronavirus har introduceret en masse nyt for os alle. Især har den lært os at vise hensyn til særligt sårbare grupper ved at holde afstand, nyse i ærmet, vaske hænder grundigt og spritte dem af.

Som psykolog møder jeg i mit arbejde sårbare grupper. Ikke den slags sårbarhed, som vi direkte forbinder med Coronavirus eller COVID19, som fx de ældre og dem med nedsat lungekapacitet.

Jeg havde en samtale med en herboende udlænding forleden, der satte en masse tanker i gang.

I opdragelsen ligger det at videregive de værdier, vi som individer og forældre, har. Hvis jeg har den holdning, at man skal anvende toiletpapir på håndtaget på offentlige toiletter, er det op til mig at videreformidle viden om dette til mine børn, hvis jeg ønsker, at de skal gøre det samme. Hvis jeg ellers i løbet af deres barndom husker, at det skal italesættes og demonstreres gang på gang for at sætte sig i dem, til de selv bliver voksne. Jeg kan have stærke meninger om, hvor tit, hvordan og hvor meget jeg selv skal bade. Har mine børn nået en vis alder, hvor jeg ikke helt konkret hjælper dem længere, kan læringen om min værdi være gået tabt og vil blot være en indre værdi hos mig.

I forbindelse med Coronakrisen er en del af samfundssind som sagt at holde afstand. I det ligger, at en person skal være i stand til at forholde sig til sig selv samtidig med at forholde sig til den anden. En form for mentalisering, kunne man sige. Det kræver både refleksion, tilbageholdelse af impulser og selvkontrol. Man skal fx ikke kramme sin ven, som man har savnet og som man normalt er meget fysisk tæt med. Det giver forskellige udfordringer for forskellige aldersgrupper. De mindste hverkan kan og skal indskærpes, at fysisk kontakt er no-go. De har både et fysisk/kropsligt behov for nærvær og bestemt også psykisk, når de skal have tryghed i udfordrende situationer med store følelser. Men hvad med de store børn og alle de unge på Islands Brygge? Den eneste måde at være sikker på, at de holder afstand, samtidig med at de ’hygger’ er at lovgive om det. De lytter til autoriteter, når der bliver talt ind i, hvad der er bedst for de fleste. De tager ikke lovgivningen om ikke at opholde sig på Islands Brygge ilde op, de forstår det.

Hvad vi giver videre til vores børn? Hvordan kan det være, at der skal lovgives, før der lyttes? Kan det bare tillægges deres ikke fuldt funktionelle frontallapper og at de er styret af lyst og impuls og gerne vil være en del af flokken?

Hvad er det i vores opdragelse, der ikke ligger inde i de unge? Hvor meget eller hvor lidt har vi talt om moral og etik, de store ting i livet med vores børn?

Hvis man, som mor (eller far) har glemt at fortælle sine børn, at man synes, at man skal holde sig velsoignerede, kan jeg som maximum håbe, at de har set andre gøre det og tænkt, at det ville de også. Jeg kan således ikke forvente, at de gør det eller forundres, hvis de lader være. Jeg er så at sige selv ude om det.

Tager vi den tanke videre til det at være udlænding i Danmark og hvordan en udlænding bliver mødt, taler vi ind i brandfarligt stof, men faktisk meget sammenligneligt. Har jeg ikke lært mine børn at behandle alle lige eller med respekt, men kun tænkt det, så kan jeg ikke bagefter stå og sige, at mit barn ikke er fordomsfuldt overfor andre etniciteter, for reelt ved jeg det ikke.

Det kunne være, at børnene taler grimt til eller mobber andre aktivt uden at blive stoppet. Eller at de bliver stoppet med en reprimande her og nu. Måske har vi faktisk slet ikke undervejs i opdragelsen talt tilstrækkeligt ind i en grundlæggende værdi. At det at være i verden i et velfungerende multietnisk samfund fordrer, at vi alle er lige meget værd som borgere, fordi vil tilhører menneskeracen og ikke af andre grunde overhovedet.

Derfor har vi racismeparagraffer og andre lovgivninger, der skal beskytte nogen mod nogle andres uetiske og umoralske handlinger og eller ytringer.

Hvad nu, hvis vi forældre tog også dén opgave på os at italesætte vores egne værdier i en grad, så vores børn ikke selv skulle inde ud af, hvordan verden hænger sammen gennem trial-and-error metoden?

Meget af den implicitte viden vi har, kan føles som om den siver med ud, når vi taler. Det er så indgroet i os selv at have en specifik værdi, at vi tager for givet, at andre tæt på os kender den. Vi tænker, at de kan lytte sig til den, også mens vi siger noget helt andet. Sådan forholder det sig dog ikke.

Hvis vi mener noget og har en iboende vigtig værdi, skal vi give lyd til det – sætte ord på. Lære vores børn samfundssind fra helt små. Om det er at holde sig ren, holde afstand eller holde respekt for hinanden og hinandens forskelligheder.