Trigger warning: forældrebashing…

Eller hvordan forældre ofte ikke magter at forme deres børn, fordi de kommer til at koge over og bogstavelig talt løbe fra ansvaret

Hvornår er det ok at sige, at forældrene har et kæmpe ansvar, uden at det hedder forældrebashing? Hvornår må jeg som fagperson give lyd til, at det meget langt hen ad vejen er de voksne derhjemme, der skaber det forkælede barn, det impulsstyrede barn, det udadreagerende barn, det ængstelige eller det opgivende barn? Her tænker jeg primært på det barn, der ikke er velreguleret i 8-10-12 års alderen og som er på vej ind i puberteten og ikke de små børn, som har for få trygge voksne omkring sig i børnehaven.

Der er mange ting, vi har vidst meget længe. Der har i omkring 100 år været forsket i ’det med familie’. Tilknytning, forældretyper, forældremåder, opdragelse, relationer, børns temperament, risikofaktorer og beskyttende faktorer, resiliens, sårbarhed, you name it. Alt sammen for at blive klogere på, hvad der sker i relationerne, hvilken påvirkning, der forårsager hvilken effekt, hvordan man faciliterer den optimale udvikling for barnet på dets vej ud i livet.

Ja, barnets personlighed – deres medfødte egenskaber og karaktertræk – betyder noget. Ja, barnets tidlige adfærd med fx kolik betyder noget. Ja, barnets position i søskendeflokken betyder noget. Men det, der betyder mest, er hvordan barnet bliver mødt og dermed forældres måde at være forældre på.

Det er ikke lige meget, om man taler pænt til sit barn, selvom man selv er edderspændt rasende. Det er ikke lige meget, om man har gode intentioner, som ikke bliver til handling. Det er ikke lige meget, om vi lytter til barnets behov og tilsidesætter vores egne. Og det er heller ikke lige meget, om man fortæller sit barn, at det er deres skyld, når vi får det, som vi får det og har det, som vi har det.

Tag nu for eksempel adfærdsforstyrrelser – ikke ADHD’en, som er noget meget andet i sig selv – men den type, der udelukkende er opstået i relationer. Den, hvor barnet ikke formår at affektregulere, længe efter at det udviklingsmæssigt skulle kunne det. Det starter som regel med oppositionel adfærd hos barnet, som hvis den ikke stoppes her, senere er i stor risiko for at udvikle sig til en regulær adfærdsforstyrrelse.

Og lad os bare tage en helt almindelig hverdagssituation til at illustrere, hvad der sker i mange helt almindelige hjem. Den uhensigtsmæssige cyklus der forekommer, når en forælder forsøger at få et barn til at gøre noget, som barnet ikke gider. Denne cyklus bliver en vane, en sådan-gør-vi-her, selvom den voksne har prøvet alt i sin magt for at ændre det. Både barn og forælder bliver belønnet for deres uhensigtsmæssige måde at håndtere situationen på og derfor fortsætter de med at gøre det samme – med samme effekt.

Lad os bare sige, at den voksne vil have barnet til at dække bord. Den voksne går ind og giver beskeden. Barnet starter måske med at ignorere og så give en blid afvisning af opfordringen. Udvekslingen eskalerer, indtil forælderen giver op og dækker bordet selv. Og tænker måske, at barnet er træt og har haft en lang dag. Eller at de igen er blevet gjort til martyren, der skal klare alting. Eller at deres barn er en møgunge, der burde respektere den voksne.

Uanset de efterfølgende tanker har begge parter både vundet og tabt. På den korte bane vandt barnet ved at slippe, på den ligeså korte bane vandt den voksne ved at komme ud af konflikten og få ro. På den lange bane tabte barnet muligheden for at lære at tilsidesætte egne behov og til at være en del af fællesskabet derhjemme. Og den voksne lærte, at de ikke har opnået tilstrækkelig respekt (indsæt selv passende ord her) til at kunne bevare den gode stemning, samtidig med at de får lidt praktisk hjælp i hverdagen.

Måske er der ovenikøbet en forsoning lidt senere, der på overfladen får den dumme situation til at gå væk. Og både barn og voksen kan nogenlunde genfinde deres ro. Indtil næste gang.

Hvad lærer barnet af denne type udveksling? Det lærer helt tydeligt, at når man råber og går i affekt, slipper man for sine pligter.

Hvad misser barnet at lære af denne type udveksling? At få lettet rumpen, selvom man ikke har lyst. Det forplanter sig ikke nødvendigvis så meget i barnet, at det også vil udspille sig andre steder. Til at begynde med. Men det bliver barnets modus operandi i kravsituationer fx i skole, til sport, med kammerater. Og så har vi balladen. Og vreden. Og bekymringen. Og frustrationen. Og afmagten.

Jeg siger ikke, at det er nemt at ændre sådan et mønster. Jeg siger blot, at det er den voksne, der giver barnet denne læring. En læring om at det er ok at opføre sig på denne måde, have en ’forstyrret adfærd’, en adfærdsforstyrrelse. Derfor er det også den voksne, der skal ændre mønstret – de skal gå forrest med en ny adfærd, med god affektregulering og nervesystemet i ro. Alt for ofte hører jeg, at barnet skal opføre sig anderledes og bevare roen i pressede situationer. Men de har jo lært hjemmefra, at man ikke skal bevare roen og at det er ok at råbe, blive frustreret og vred.

Måske falder det nogen for brystet, at jeg kaster så meget ansvar over på forældrene – og det er jo også helt frivilligt om de vil gribe det. Men det er min erfaring og faste overbevisning baseret på hundredvis af samtaler om netop dette emne, at det er den eneste vej frem. Den vej, der viser barnet, at et nervesystem i ro kan rumme både frustration og ulyst, samtidig med at man bevarer kontakt og relationen til den anden. Der er ikke så længe til påske, måske det kunne være dén gave, man gav sit barn i år.