Med nærvær og opmærksomhed kommer selvværd, ro og styrke!

Mens tiden går sin skæve gang, bliver små børn store og skaden smertefuld

Var den heftige debat om forældrebashing for nogle år siden berettiget?

Måske var vi vidner til forældre, der febrilsk forsøgte at regulere barnet efter en lang dag uden tilstrækkelig afstemt kontakt? Fordi børn i daginstitutioner skal tackle deres konflikter selv – både dem med en jævnaldrende og den indeni, hvor de bare trisser rundt og føler sig ensomme? Forældre, der fornemmede et barn, der var så følelsesmæssigt udmattet, at det eneste de havde at gøre godt med, var deres tilknytningssystem der skreg på at tilgodese barnets uopfyldte behov for nærvær og opmærksomhed.

Hvad har forældre reelt af muligheder, hvis skaden sker 8 timer dagligt og de skal gøre det godt igen på 3? Og hvad nu hvis de slet ikke er trænet i at tænke i et møde mellem to sæt nervesystemer, hvis det eneste, de har at gøre godt med, er deres egne erfaringer hjemmefra? De kan vælge at gøre det samme, det modsatte eller opfinde det varme vand undervejs.

Jeg ser forældre, der alle har problemer med at regulere deres barns følelser og adfærd og spørger allerførst ind til både graviditet og barnets første tid. Vi ved, at fx stress, angst og depression under graviditeten påvirker barnets biologi. Var barnet som helt lille nemt at stille tilfreds, havde det en god rytme, var det nemt at stimulere, berolige, made, putte finde sig til rette med evt. søskende osv.? Følte forældrene sig tilstrækkelige? I bekræftende fald, ved vi, at barnets vanskeligheder formentlig er opstået efter fødslen. Så langt, så godt.

Men hvad gik der så galt i det lille hjem? For mon ikke kvaliteten i barnets institution er i orden? Der er uddannede pædagoger på alle stuer, så de ved, hvad de laver. Forældrene er bekymrede, har dårlig samvittighed, har kæmpet en kamp og forstår ikke, hvorfor billedet ser ud, som det gør. I samtalen får vi afdækket konkrete hverdagssituationer og forældrene fører mig ret præcist igennem, hvem der siger og gør hvad fra start, til det hele går i hårdknude eller falder fra hinanden.

I nogle familier har forældrene kort lunte, råber ad barnet og hinanden, føler her ikke empati og vil blot have barnet til at makke ret.

Der er de familier, der er eftergivende, fordi de ikke orker konflikt og derfor føjer og gør alt, hvad de kan for at barnet ikke får en nedsmeltning.

Og så er der de forældre, der er lydhøre, faste, kærlige, konsekvente og forudsigelige og som har læst en masse bøger og er med på beatet omkring børns udvikling. Det er den sidste familietype, der er den mest bekymrende. Hvad laver de hos mig? Hvorfor kan de ikke regulere deres barn? Det er her, den kvikke læser har fanget pointen. De to første typer familier får en masse med hjem og bliver meget klogere, til gavn og glæde for alle. De får skuldrene ned og barnet mødes mere relevant. De autoritative forældre, dem vi kalder ’gode nok’,  bliver bare mere bekymrede og sidder ulykkelige tilbage med en følelse af frustration og utilstrækkelighed. Ironien er til at få øje på!

Tilknytning til trygge forudsigelige voksne er livsnødvendigt fra fødslen, for barnets sunde udvikling og trivsel. Tilknytningspersonen fungerer som en tryg base, barnet kan søge nærhed hos, når verden bliver lidt stor. Et vuggestuebarn kan ikke berolige sig selv. Det har brug for et roligt nervesystem i en følelsesmæssig afstemt stund for at finde tilbage. I løbet af en hvilken som helst dag finder et antal misafstemninger sted, som den voksne opdager og korrigerer, så barnet falder til ro. Deraf udtrykket ‘den gode nok’ forælder. Barnet udvikler sig og øver sig i at frustreres og at rumme det svære, i en gryende bevidsthed om, at nogen er der til at hjælpe dem til ro. De trænes i at mestre svære følelser for til sidst at kunne selv.

Førskolebørns job er at træne sociale, kognitive og følelsesmæssige færdigheder med alt, hvad det indebærer. De skal søge passende kontakt, dele, skiftes, vente, lære og lege. I et trygt velstimulerende miljø er disse færdigheder helt naturlige at opnå. Det er en del af det at være menneske i et fællesskab. Det er fint og godt. Hvis der er betingelser for at dette finder sted. Og det er så her, vi har balladen. Ikke et lille skvulp, men en kæmpe ballade med enorme konsekvenser.

Sårbarhed i form af ængstelse, urolig adfærd, forstyrret opmærksomhedsevne, forringet indlæringsevne, stress, tungsindighed, hjælpeløshed, manglende vedholdenhed og tro på egne evner, utilstrækkelige sociale kompetencer, mobning for at nævne dem, der ligger lige for.

Er det virkelig her Frivillig-Danmark skal træde til? Det er på den ene side en kæmpe falliterklæring og kunne på den anden side være en vigtig løsning på et problem, der ikke forsvinder, mens nogen kigger den anden vej eller diskuterer økonomi.

Måske den begyndende bølge af veluddannede nye forældre, der vælger at blive hjemme og passe deres børn selv, ender med at blive den nye norm og vejen frem. Det kræver kæmpe mod at træffe den beslutning, for der skal tages tid ud af karrieren, nedskaleres på statussymboler og andres blikke og holdninger skal kunne opvejes af glæden ved at være der for sit barn. Set fra barnets perspektiv og landets fremtid som hele, kunne det intuitivt vise sig at blive den bedste anvendelse af ressourcer… men det er en helt anden snak.